Med virkning fra 1. august 2025 nedlægges søgekoden firstaccessiondate i Complex Search / Avanceret søgning. Den erstattes af et nyt filtreringsindeks med navnet firstaccessiondateitem.

Baggrund

Søgekoden firstaccessiondate har desværre aldrig fungeret hensigtsmæssigt i forhold til at afgrænse nyindkøb i lokale beholdninger. Det har derfor været svært for biblioteker at bygge inspirationssider med nyindkøbte materialer på deres hjemmesider. Det vil det nye filreringsindeks råde bod på.

Det er Det Digitale Folkebibliotek, der har taget initiativ til ændringen.

Betydning for hjemmesiderne

Materialekomponenter bygget på søgestrenge, som indeholder søgekoden firstaccessiondate vil holde op med at virke pr. 1. oktober.

Det samme gælder, hvis I har bygget avancerede søgninger med firstaccessiondate og lagt dem som links på jeres side.

VIGTIGT! Alle materialekomponenter og links til avancerde søgninger, der gør brug af firstaccessiondate, skal tilrettes inden den 1. oktober. Ellers holder de op med at virke.

Problemet er typisk knyttet til Nyt på hylderne oversigter. Nogle biblioteker har rigtig mange - andre har slet ingen af dem.

image

Hjælpeværktøj til at identificere problem-indhold

I backend på jeres CMS kan I se en liste over sider med materialekomponenter, hvor firstaccessiondate er anvendt. Tjek den, for at se om I er ramt.

  1. Log ind i backend på jeres hjemmeside.
  2. Åbn siden https://mit-domænenavn.dk/admin/content/firstaccessiondate (udskift mit- domænenavn.dk)

  3. Nu åbner en tabel med alle forekomster af Material Grid Automatic der bruger firstaccessiondate.

  4. Klik på Rediger knappen ud for hver enkelt søgning for at rette den.

TIP: I kan sortere listen efter feltet Forfatter på siden for at få et overblik over hvilke medarbejdere, der har oprettet indholdskomponenter, der skal tilrettes. Den person, der i sin tid skrev CQL-søgestrengen, vil måske være den bedste til at kontrollere om den virker som den skal efter tilretning.

BEMÆRK Listen indeholder desværre også GO-indhold, som I IKKE MÅ tilrette. Det styrer DDF via Delingstjenesten. I skal kun behandle indhold i selv har oprettet. GO-indhold kan kendes på at siden er oprettet af Anonym.

image

Sådan tilrettes indhold

Alle Material Grid Automatic-komponenter, der bruger firstaccessiondate i CQL-søgestrengen, skal tilrettes.

Der er to trin:

1. Slet firstaccessiondate i CQL-søgestrengen

image

Inden du sletter, så bemærk værdien. Det er jo den, der hidtil har fungeret som aldersafgrænsning. Den kan være sat til alt fra nogle få måneder til flere år.

2. Tilføj dato-interval under Firstaccessiondateitem: Værdi

Nu skal du tilføje aldersafgrænsningen som et filter i feltet Firstaccessiondateitem: Værdi

Inden du bare indsætter en kopi af den værdi, som du lige slettede, så overvej om det kan gøres smartere.

Dato kan angives som en bestemt dato, f.eks. 2025-07-08. Men det kan også gøres via termerne “NOW”, “DAYS” og “MONTHS”.

Eksempler:

  • “NOW - 90 DAYS” viser indkøb inden for de sidste 90 dage
  • “NOW - 12 MONTHS” viser indkøb inden for det seneste år

Fordelen ved at angive en periode med “NOW” og x antal dage eller måneder, er at den filtrering vedligeholder sig selv, mens en filtrering på “senere end” plus en bestemt dato kræver, at man periodisk retter datoen manuelt.

image